Debatindlæg
Onsdag 12. apr 2017

Kan EU overleve uden direkte valg?

Ved Rom-traktatens 60 års fødselsdag gentog man ønsket om større folkelig legitimitet af EU. EU står ved et vadested, og der er enighed om, at noget må gøres. Direkte valg er et væsentligt redskab. Men hvor foreneligt er det med et EU i flere hastigheder?

Der synes på EU-plan at være konsensus omkring et ”EU i flere hastigheder”, som klassiske føderalister, herunder den tyske finansminister Schäuble, også vedkender sig. Men EU’s befolkning er mere delt. 47 pct. er klar til mere integration uden at vente på tøvende medlemmer, hvor 41 pct. mener, at man skal vente på alle.

 

Skal centrale politikområder integreres, er det generelt relevant at diskutere om valg på EU-plan bør følge med. Et EU i flere hastigheder byder på nye udfordringer: Er det kun de lande, som vælger at integrere hurtigst, som i givet fald bør have valgret til EU’s institutioner eller bør alle EU’s medlemslande, også de tøvende, tildeles en tilsvarende valgret? 

 

Skal et EU i flere hastigheder overleve, er direkte valg nødvendige for at overkomme gabet mellem folket og EU. Det insisterer blandt andet den tidligere britiske premierminister Tony Blair. ØMU’en var politik udtrykt i økonomisk integration. Finanspolitisk koordination er derfor, ifølge Blair, nødvendig, hvis der skal være fremtidig harmoni mellem politik og økonomi blandt Eurozonens 19 medlemmer. Og sker det uden en tilsvarende overførsel af direkte valg, øges det demokratiske underskud.   

 

Men EU i flere hastigheder kan også blive en realitet inden for andre centrale og vigtige politikområder. Eksempelvis immigrationspolitikken. 71 pct. af europæerne ønsker fælles EU migration politik. Men kan en transfer af den slags politikområder til EU være succesfuld uden en tilsvarende transfer af direkte valg? Og vil det kun være de lande, som vælger at integrere på de pågældende politikområder, som skal have en forøget valgret?   

 

Unionens fædre, heriblandt diplomaten Jean Monnet, antog, at hvis institutionerne kom først, så fulgte legitimeringen og borgernes identitetsfølelse. Valg var sekundært. Men legitimeringen er ikke sket i tilstrækkeligt omfang. Det kan skyldes mange grunde, men fraværet af direkte valg til eksempelvis Kommissionen eller til præsidentposten har ikke afhjulpet krisen. 

 

Med valg og valgkampe kommer viden og engagement. Med valg kommer mediernes bevågenhed, og igennem valg vækkes befolkningens interesse. Mediedækningen taler for sig selv. Donald Tusk, som genvalgtes 9 marts i år, blev ifølge en medieopgørelse nævnt 548 gange i dagene omkring sit genvalg. Til sammenligning blev Donald Trump, omkring det seneste amerikanske valg, nævnt hele 6769 gange, og Lars Løkke Rasmussen hele 4831 gange i forbindelse med seneste folketingsvalg. Medieomtalen indikerer valgets vigtighed for medierne. Og ville en valgkamp med opponerende kandidater forøge viden og engagement om EU’s kommende præsident, og dermed også diskussion om hans/hendes politiske linje?

 

Et EU i flere hastigheder betyder mere integration på nogle områder blandt nogle lande. Næste uundgåeligt inkluderer det områder, som er nationalt centralt placeret. Følges en sådan integration ikke med en følelse af repræsentativitet hos befolkningen, kan gabet mellem legitimitet og politisk magtudøvelse forøges. Derfor bør et EU i flere hastigheder også indeholde debatten om direkte valg, herunder om det er alle medlemmer, eller de få som ønsker yderligere integration, som bør have forøget valgret? Det kan synes udfordrende med store demokratier – men valg har før vist sig gennemførligt i andre store demokratier.