Debatindlæg
Mandag 15. maj 2017

Next stop Berlin og Rom: Får vi reformer af Eurozonen?

Frankrig har fået en EU-venlig præsident. Og alles øjne hviler nu på de to næste valg i Tyskland og Italien. Spørgsmålet er, hvilke reformer euroens tre største økonomier opnår af Eurozonen inden næste Europa-Parlamentsvalg, hvor EU-skeptikerne skal overbevises.

Der synes at være konsensus om, at et ”EU i flere hastigheder” er vejen frem. Og med Macron ved roret i Frankrig er fokus blandt andet på Eurozone reformer. For at opnå dette skal Macron have Tyskland men også Italien med. Spørgsmålet er om landene deler samme Eurozone visioner?  

 

Macrons reformforslag inkluderer, at Eurozonen får et budget til blandt andet at forøge investering samt, at Zonen får egen finansminister. Det er dog pt. uklart, hvorledes dette i givet fald skal finansieres, administreres og spille sammen med landenes individuelle finanspolitik.

 

Macrons succes er bundet op på udfaldet af det franske parlamentsvalg - men også af det tyske kanslervalg (september 2017) og det italienske valg (senest maj 2018). Særligt i Italien tordner anti-europæiske kræfter frem med Beppe Grillos Femstjernebevægelse.   

 

Imens vi venter på valgudfaldet i Tyskland og Italien, viser meningsmålinger, at der både er forenende og spredende faktorer, som kan gøre det svært for Macron at samle landene om reformer.

 

Holdningen til den politiske anti-establishment bølge er spredt. Hvor 59 pct. af europæerne (og franskmændene) mener, anti-establishment bølgen er bekymrende, så mener 69 pct. af tyskerne tilsvarende. I Italien finder derimod 37 pct., at anti-establishment ikke bør give panderynker. Og husk på, at Femstjernebevægelse ønsker en Euro folkeafstemning – ganske ligesom den nu detroniserede franske præsidentkandidat Marine Le Pen.

 

Adspurgt i hvor høj grad solidaritet og social lighed bedst skabes i EU, har Frankrig det største fald i tilslutning blandt EU-landene fra 2012-2016: I 2012 svarede hele 73 pct. ja mod kun 58 pct. i 2016, hvor de seneste tal er fra.

 

Tyskerne er derimod stabile. I 2016 mente 72 pct. af tyskerne, at solidaritet og social lighed bedst skabes i EU mod 74 pct. i 2012. Som modpol finder kun 38 pct. af italienerne, at solidaritet og social lighed bedst skabes i EU.

 

Frankrig, Tyskland og Italien udgør Eurozonens kerne. Men der er andre forenende faktorer i den bredere Eurozonegruppe. Eurozones medlemmer finder oftere fx, sammenlignet med ikke-Euro lande, at arbejdsløsheden er en af EU’s største udfordringer (50 pct. vs. 36 pct.).

 

Herudover noterer Eurozone-medlemmer oftere end andre EU-lande, at social ulighed (39 pct. mod 29 pct.) er en udfordring.

 

Økonomien er dog ikke det største tema, som skiller EU’s lande. Den økonomiske situation er, ifølge europæerne selv, den tredjestørste udfordring: 20 pct. af europæerne nævner den, imens kun 14 pct. af tyskerne gør tilsvarende. Det står i kontrast til både Frankrig (21 pct.) og Italien (23 pct.). 

 

Men hvad bekymrer tyskerne? Immigration. Hvor 45 pct. af europæerne finder immigration er EU's væsentligste udfordring, fremhæver hele 50 pct. af tyskerne og 49 pct. af italienerne problematikken. Kun 36 pct. af franskmændene nævner immigration. De er derimod optaget af terrorisme, som fremhæves af 35 pct. af franskmændene mod 31 pct. af tyskerne og kun 23 pct. af italienerne.

 

Der er mange ender, der skal mødes – og det bliver næppe let for Macron. Tiden til skabelsen af reformer er også knap. De næste to år skal EU forhandle det britiske exit. Imens skal unionen skabe det EU i flere hastigheder, som der synes at være konsensus omkring. Og det skal ske hurtigt for at sælge varen nationalt ved Europa-Parlamentsvalget i 2019.